Min Blog

Min Blog

Min Blog

Hverdagsliv med nu kun en Islandsk Fårehund i huset

Hurra for Pavlov

TræningPosted by Annie Larsen Thu, June 07, 2018 18:30:55

Huni og jeg har været på Foundation hold – Det har været et fantastisk forløb, hvor vi har lært en masse tricks.

Jeg måtte dog lige spørge underviseren om hendes bane var indhegnet, grundet de udfordringer vi har med biler og toge. Hun mente ikke det ville være noget problem så vi meldte os på.

Selv om der nu rimelig god kontakt når Huni er i snor – han ved godt biler er lig med mad -

Så gælder det ikke når snoren afmonteres – så tænker Huni at han kan gøre hvad der falder ham ind.

Banen vi trænede på, lå lige ud til Køgevej dog godt afskærmet af træer og en meget dyb og vandfyldt grøft – sidstnævnte plejer dog ikke at være nogen hindring for en Hunivaps.

Værre var det med udsigten den anden vej- her kørte der toge forbi temmelig ofte i meget høj fart og en del larm var der også.

De første par gange vi var der var det dog ikke noget problem, men pludselig var det som om det pissede ham fuldstændig af og de toge skulle bare bankes-

Lidt sjovt var det, at vores underviser lige havde gjort os opmærksom på vigtigheden i at have et helt særligt indkalds signal, som kun fører brugte – Det har jeg så heldigvis og da Huni jernede ud af træningsbanen – han opdagede hurtigt, at toget ikke kunne indhentes løb han mod vejen.

Fru Larsen var for en gangs skyld hurtig ved havelågen og fik hevet sit nødkald frem – en jagtfløjte som jeg havde fra Tiras tid.

Flere stød i fløjten fik Huni på andre tanker (læs: Mor har mega lækkert guf til mig) og han kom ret hurtigt retur.

Der gik nogle undervisningsgange, hvor jeg måtte være meget på forkant når togene kørte forbi- snoren kom på og masser af pølser røg ned i gabet på vuffen.

Da Huni begyndte at se på mig, når han hørte togene, afmonterede jeg så snoren og det var ikke længere nødvendigt at have den på.

Resten af kursus gangene kom der helt styr på hans trang til at ville løbe togene op – Jeg var dog også blevet særdeles god til at fange Hunis opmærksomhed og kunne aflede med mad.

Som underviseren udtrykte det: ren Pavlov – Huni nærmest begyndte at savle når lyden af togene kom.

Det er virkelig en lettelse, at det nu ser ud til at Huni bedre kan tåle de forstyrrelser, der har fået ham helt ud i ”ingen forbindelses”-mode. Han har også fået en forståelse for, at selv om lågen hjemme er åben betyder det ikke, at han bare kan skride fra matriklen og gå på jagt.

Fru Larsen ser et håb forude for, at ADHD-hunden muligvis nok bliver meget mindre impulsstyret med alderen.